Viser opslag med etiketten børnetøj. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten børnetøj. Vis alle opslag

tirsdag den 24. marts 2015

Samme mønster, nye trøjer

Okay. Jeg ved godt, at jeg burde forny mig, når det kommer til blusemønstre. Eller buksemønstre for den del. Men blusemønsteret med raglan-ærmerne fra Ottobre passer bare mine unger så godt og kan varieres i det uendelige med forskellige typer jersey. Og så kan saksen efterhånden klippe stoffet selv og symaskinen sy det i søvne, så det går hurtigt og let at få fyldt lidt nyt i skabet.

Denne gang er det blevet til et søskendesæt til lillemand og storemand. Alt stoffet er fundet på lageret i kælderen, som der seriøst trænger til at blive ryddet ud i. Så det arbejder jeg ihærdigt på. Det meste af stoffet kommer oprindeligt fra Stof og Stil (det stribede er dog et arvestof). Mønsteret er fra Ottobre 4/2012. 

Har du mon også et favoritmønster? 





onsdag den 18. marts 2015

Rock buks til en rock-tøs

Lige siden Trine med den skønne syblog Groovy Baby and Mama for flere år siden fremviste disse überlækre drengebukser i det ternede stof fra Stof og Stil har jeg drømt om at sy et lignende par. I flere år har stoffet så ligget og gloet i kælderen og bare ventet på det rette øjeblik og mønster - indtil Emma i starten af året blev inviteret til rock-fødselsdag. Perfekt lejlighed! Ikke mindst fordi jeg har en buksetøs, der ovenikøbet elsker rock. Queen, Lordi, AC/DC - jo hårdere, jo bedre... Og der er s.. da lidt rock over de her gule tern, ik?

Mønsteret er fra Burda 10/2013, som jeg har syet lidt ind i siderne for at få dem til at passe til min slanke tøs. I liningen og lommerne har jeg vendt vrangsiden ud på stoffet for at få lidt kontrast til ternene (tak for inspirationen, Trine :))






























mandag den 9. marts 2015

Strikket børnehue

Først var det hæklingen, der tog mig med storm. Så den tunesiske variant. Og nu er jeg gu' dælme begynd at strikke. Hvem skulle have troet det for 5 år siden? 

Her i begyndelsen er det mest små overskuelige projekter som denne hue, men der ligger også en begyndende trøje i garnkurven. En trøje! Det føles altså lidt vildt! Men der er altså noget helt specielt over at sidde med lækkert, blødt uldgarn i flotte farver og se det vokse sammen til et stykke beklædning. Jaja, lidt tante-træk er det vel kommet over en, her i 40 års alderen...

Grundopskriften på huen er fra en finsk blog og fundet gennem LutterIdyl, der har strikket samme fine hue i en babystørrelse. Nu har jeg jo ingen babyer længere, så jeg har udvidet maskeantallet for at få huen til at passe til en 7-årig med et stort hoved. Den er faktisk så stor, at den også kan passe til en voksen, så næste hue kommer måske til at sidde på mit eget hoved. 

Opskriften er fundet her: Muita Ihania
Antal masker & pind: 108 på strømpepinde 4,5

Garn: Peruvian Highland Wool i 4 forskellige farver. 



søndag den 8. februar 2015

College trøje

Jeg er trådt udenfor min bluse-comfortzone og har testet et nyt mønster til Emma. Og bandet og svovlet, sprættet op, bandet endnu en gang og sprættet op på nyt... Derudover er blusen ALT for stor til min slanke tøs, men hellere det end for lille, for hun vokser jo forhåbentlig ind i den om et års tid eller to (så må vi bare håbe at det grafiske mønster ikke er alt for ut på det tidspunkt).

Mønsteret er der vist ikke noget i vejen med. Det er vist mere syersken. Og hendes manglende erfaring med isoli og rib. Øv bøv. Det bølger stadig lidt i kanten i bunden, måske har ribben været for løs fra begyndelsen? 

Mønsteret er fra Ottobre 6/2014. Stoffet er fra Stof og Stil - en økologisk isoli og en mørkblå jersey. Ribben fra Stof 2000. 




fredag den 30. januar 2015

Vendbar stjernehue og en glitterbuks

Der er igen kommet lidt gang i den gamle Bernina og overlockeren. Emma trængte desperat til en ny hue, for den gamle var efterhånden mere grå og plettet end farvet. Mønsteret er mit eget, og huen er vendbar med jeansfarvet jersey på den ene side og en bordeaux jersey med pink hjerter på den anden side. Og derpå en stjerne i strygestof.











Tøsen fik desuden et par glitterbukser til nytårsaften i et mønster fra Ottobre (1/2013), der efterhånden er en gammel klassiker hos os. Buksen er ret bred om rumpen, så jeg syr den 1 nummer mindre end hun ellers bruger og forlænger benene. 












































Nu banker weekenden heldigvis på døren. Hos os står den på diverse fødselsdagsfester, men mon ikke jeg kan presse en sytime eller to ind imellem. Maskinen skriger i hvert fald efter mere... 

Rigtig god weekend - må den blive helt fantastisk!



torsdag den 16. oktober 2014

En trøje fra lageret

Jeg er hoppet på en ig-udfordring om at sy 5 ting af stof fra lageret i oktober. Hvilket nok ikke bliver helt let for mig at gennemføre, specielt ikke efter at jeg i går "kom til" at købe nye jersey- og isolistoffer i Stof & Stil. Og jeg ved lige, hvad de skal bruges til: nye bukser og bluser til min bestemte tøs (ikke ligefrem en overraskelse, hva?)

Men altså, jeg har faktisk fået syet 2 ting fra lageret so far. Bukserne, som jeg viste frem her, og en bluse i yndlingsmønsteret fra Ottobre 4/2012. Alt stof er fundet på mit alt for store stoflager i kælderen - bilstoffet er fra Stof & Stil (sidste år, tror jeg), ribben fra Stof 2000 og det stribede er arvet fra min mors veninde. Og jeg er vild med komboen! Tror det er den til dags dato lækreste bluse jeg har syet.

Otto er også vild med den - og helt umulig at få til at posere pænt på et billede. Han er et fjollehoved - og en lækker solstråle...







mandag den 6. oktober 2014

Farver og striber!

Emma mangler akut bukser, så jeg forsøger desperat at få syet flere par til hende. Hun går nemlig helt i baglås, når vi prøver bukser i butikkerne, for de sidder aldrig som hun vil. Eller er for tøsede. Og hun forsøger virkelig på at være positiv, når vi står med 10 par bukser i prøverummet, men bliver mere og mere ked af det i takt med at det ene par efter det andet ryger på og af igen.

Heldigvis går hun gerne i mine hjemmesyede bukser, selvom pasformen de seneste par gange har været langt fra tilfredsstillende. I hvert fald ifølge mig. Jeg tror, hun falder for de høje taljer og snørerne, som hun kan stramme så hårdt, at jeg får åndenød ved synet. Men så behøver hun ikke være bange for at tabe dem eller at andre kan se kanten på trusserne og det er en stor tryghed, tror jeg.

Det seneste par busker bliver mit sidste forsøg med dette mønster, som jeg bare ikke kan blive gode venner med. Den er ellers vældigt fin i både Burda-bladet og som buks uden indhold, men så snart den kommer på min slanke tøs, er der alt for meget buks og stof og alt for lidt indhold. Og jeg er for dårlig til mønsterkonstruktion, så nu giver jeg altså op! Nyt mønster næste gang, tak!

Heldigvis er Emma glad - og bukserne fungerer fint til både vindmøller og fodbold. Baglommen er inspireret af et par lækre bukser fra det svenske børnetøjsmærke Ebbe og de omvendte striber har jeg hapset fra Lena. Stoffet er fra lageret, som jeg ihærdigt forsøger at tynde ud i - både af nød og som en del af en instagram-udfordring. Så bliver der plads til nyt, blink blink!




mandag den 22. september 2014

Hvad skulle det være? To par bukser, tak!

Der hører selvfølgelig en rigtig buks til de paspolerede lommer jeg viste forleden. Bukserne var egentlig tænkt til Emma, der desperat behøver flere bukser, men de endte med at blive for snævre til hendes smag, fordi jeg droppede sømrummet. Hvilket jeg gjorde, fordi buks nr. 1 i jersey blev meget bred over lænden med mønsterets oprindelige 1,5 cm. sømrum. Men jeg havde lige glemt en vigtig detalje - at det ikke var samme type stof. Så jeansbukserne blev for stramme under knæene for Emma og bulede for meget over de ædlere dele fortil for Kalle. Hvorfor sidstnævnte problem opstod, forstår jeg ikke rigtigt - men de danner altså en mindre flatterende og heldig pose lige foran på buksen, hvis man ikke trækker dem ned på hofterne og lader hængerøven dingle. Ikke skide populært, når man går i 1. klasse...

Heldigvis har mindstemanden kastet sin kærlighed på bukserne, som han synes er de fiiiiineste han ejer - og selvom de er alt for store og lange, er de faktisk ret frække til ham. Tror det er de smalle ben og fine paspolerede lommer med bystoffet på numsen, der gør tricket.

Buksemønsteret fra Burda har jeg dog lagt lidt på hylden, for det er åbenbart ikke rigtigt kompatibelt med mine høje, smalle banditter. Så nu leder jeg igen efter nye buksemønstre - gerne både jersey og mere faste stoffer og hverken for stramme eller for posede...

Har du mon fundet det perfekte buksemønster?










onsdag den 17. september 2014

Paspolerede baglommer

Jeg har lært at sy paspolerede lommer. Og det er slet ikke spor svært. I hvert fald ikke når man først har fået det lært, høhø...  Eller følger et par fine tutorials som denne og denne.

Resultatet bliver virkelig flot og professionelt og giver et rigtigt fint finish på buksebagen... Det ser jo næsten ud som om den smiler nu, ik?



tirsdag den 8. juli 2014

Den som ingen bukser har…

Hun må gå… i shorts! Som I ved er min dejlige, viljestærke tøs slet ikke til kjoler og nederdele. Og hun har også mange meninger, når det gælder alt andet tøj. For stramt, for løst, for mange syninger, for mange blomster etc. Det er bestemt ikke let at fylde hendes garderobe med pænt tøj (selv vil hun allerhelst gå i det samme sæt tøj dag ud og dag ind, når det først er gået til).

Heldigvis er hun glad for det hjemmesyede, så jeg har syet to par shorts til at lufte de sommerbrune ben i. De er enkle og bløde - perfekte til en tøs, der helst spiller fodbold og klatrer i træer. 

De rød-hvide stribede shorts har Emma selv udnævnt til Amerika-shorts på grund af ligheden med det amerikanske flag, og de blev sjovt nok taget i brug i fredags, d. 4. juli. Mønsteret er et buksemønster fra Burda 10/2013, som jeg har kortet af og tilpasset lidt her og der. Inspirationen er hentet hos dygtige Lena.

Det andet par er syet efter et andet buksemønster fra Burda 4/2012, som jeg bl.a. har kortet af og rundet i kanten efter et par af tøsens yndlingsshorts. Så nu behøver hun ikke gå med rumpen bar…





torsdag den 8. maj 2014

Easy peasy skirt

Med en datter, der stædigt nægter at iføre sig andet end bukser, er det ikke mange kjoler, der ryger gennem den gamle Bernina. Faktisk er det ikke meget af noget, der ryger gennem symaskinen for tiden. Toiletrenovering og havenørklerier har helt taget over alt hvad der bare minder om kreativ energi. Og det er faktisk helt ok, selvom det trækker lidt i syfingeren. For her bliver sågu flot - både inde og ude.

En enkelt, lille, sommerlig nederdel efter Trines Easy Peasy Skirt model røg dog gennem maskinen i weekenden. Ikke til Emma, næ nej, selvom hun allernådigst poserer i den på billederne. Men hendes bedste veninde går konsekvent i kjole. Totalt modsat E! Tøser, altså!

Nederdelen er en kombination af Trines 2 Skirts, idet jeg har tilføjet lommer. Den er virkelig let at lave, selvom jeg nu ikke helt kan holde mig indenfor Trines 30 minutter (jeg skyder skylden på lommerne - ikke på min egen langsomhed, host host). Men hurtig - det er den. Og sikken et sving der er i skørtet - det er da slet ikke til at forstå at nogen (som i Emma) kan modstå det...



onsdag den 30. april 2014

Når nu mors nattøj er det eneste der du'r...

... så er hun jo nødt til at sy det i adskillige variationer. Derfor kommer her endnu en gammel kending. Maskinerne kan snart sy sættet helt af sig selv...

Jeg kan nu godt forstå, at hun er så glad for modellen, for den bliver både blød, sød og lækker at have på. Selv kan jeg rigtigt godt lide lommerne på bukserne, det gør dem lidt mere bukseagtige end leggings og sammenbinder buks og bluse.


Det vinrøde stof er arvet, mens hjertestoffet fra Lillestoff på blusen og på bukselommerne er købt på DBA tidligere i år. Mønsteret er igen-igen fra Ottobre.

mandag den 10. marts 2014

Ny bluse til Emma

Samme model som altid. Ottobre 4/2012. Men denne gang har jeg eksperimenteret med en lidt anden type ærmer, som gør modellen lidt mere tøset med lidt 'puf' ved håndlederne. Tøsen føler sig heldigvis ikke mindre stærk af den grund, hvis man tror på billederne, haha.

Stoffet er arvet og har ligget på hylden i flere år. Nogle af jer genkender måske mønsteret, som er fra danske Gaia & Ko. Tilsat lidt gråt rib og en neon-pink sløjfe. Nu er det så spændende om blusen kommer til at hænge mest i skabet eller bliver en favorit ligesom denne. For tøsen har sin helt egen meget stærke og helt urokkelige tøjsmag (suk!).



søndag den 9. februar 2014

Monster High-inspireret nederdel

Emmas bedste veninde, som fyldte år for nyligt, er helt vild med Monster High-universet (hvis du ikke kender det, er det en slags Barbie-goes-monster-dukker). Så da jeg skulle sy en ekstra fødselsdagsgave til hende, blev det en nederdel i sort og pink, der er too-cool-for-school og matcher MH-logoet. Og så minder den med lidt god vilje om Monster-pigernes nederdele. 

Nederdelen er syet efter dygtige Trines DIY.





torsdag den 6. februar 2014

Bluse - igen igen!

Hele familien har ligget på langs med influenza hele ugen, og der er derfor ikke sket så meget på kreafronten. Men før sygdommen indtog huset, fik jeg syet endnu en bluse i samme jersey-model. Jeg ved det godt - I må efterhånden være ret trætte af at se på samme model igen og igen, men den sidder altså bare godt på mine tre banditter og med 3 styk, der vokser i raketfart, skal der et helt bjerg af bluser til at fylde de tomme hylder i skabene.

Nu er vi heldigvis alle på bedringsvejen og glæder os til en weekend uden sygdom og med masser af familietid, træning (der er jo et lille bitte skiløb på 90 km, som nærmer sig, host host) og forhåbentlig kreatid.

God snarlig weekend!


Mønsteret er igen-igen fra Ottobre, 4/2012

tirsdag den 21. januar 2014

Det blødeste nattøj

I juleferien røg der to sæt nattøj gennem symaskinen i jersey fra Stof & Stil. Et med tigere til Otto og et med dukkevogne til Emma. Sidstnævnte var jeg lidt spændt på, om hun ville synes var for barnligt, men det blev faktisk rigtig sødt som nattøj og helt godkendt af tøsen (der ellers har en meget kraftig mening, når det kommer til tøj. Også når det kommer til tøj...). Og stoffet er altså rigtigt lækkert i kvaliteten - kraftigt og blødt. Det røde stof er ovenikøbet økologisk, hvilket er et stort plus. 

Mønsteret til sættet er fra Ottobre i hhv. størrelse 104/110 og 122. Blusen er en gammel kending, som jeg (og hele blogland) har syet i utallige versioner bl.a. her og her (fra Ottobre, 4/2012) og bukserne er en slags baggy leggins (fra Ottobre 1/2013). 





Ps. Beklager både krøl og dårlige billedkvaliteter... Vinterlyset og jeg er ikke så gode venner for tiden, og banditterne vil ikke fotograferes.