Emma mangler akut bukser, så jeg forsøger desperat at få syet flere par til hende. Hun går nemlig helt i baglås, når vi prøver bukser i butikkerne, for de sidder aldrig som hun vil. Eller er for tøsede. Og hun forsøger virkelig på at være positiv, når vi står med 10 par bukser i prøverummet, men bliver mere og mere ked af det i takt med at det ene par efter det andet ryger på og af igen.
Heldigvis går hun gerne i mine hjemmesyede bukser, selvom pasformen de seneste par gange har været langt fra tilfredsstillende. I hvert fald ifølge mig. Jeg tror, hun falder for de høje taljer og snørerne, som hun kan stramme så hårdt, at jeg får åndenød ved synet. Men så behøver hun ikke være bange for at tabe dem eller at andre kan se kanten på trusserne og det er en stor tryghed, tror jeg.
Det seneste par busker bliver mit sidste forsøg med dette mønster, som jeg bare ikke kan blive gode venner med. Den er ellers vældigt fin i både Burda-bladet og som buks uden indhold, men så snart den kommer på min slanke tøs, er der alt for meget buks og stof og alt for lidt indhold. Og jeg er for dårlig til mønsterkonstruktion, så nu giver jeg altså op! Nyt mønster næste gang, tak!
Heldigvis er Emma glad - og bukserne fungerer fint til både vindmøller og fodbold. Baglommen er inspireret af et par lækre bukser fra det svenske børnetøjsmærke
Ebbe og de omvendte striber har jeg hapset fra
Lena. Stoffet er fra lageret, som jeg ihærdigt forsøger at tynde ud i - både af nød og som en del af en instagram-udfordring. Så bliver der plads til nyt, blink blink!
