Viser opslag med etiketten fødselsdag. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fødselsdag. Vis alle opslag

torsdag den 13. november 2014

(u)hyggelig hama

Hvor bliver tiden dog af? Nu viser kalenderen allerede midt-november, og vi har været igennem efterårsferie i Lalandia og Legoland, en børnefødselsdagshalloweendiscofest, 2 x 7 års fødselsdag og 1 x 40 års fødselsdag siden sidste indlæg.

Lalandia og Legoland var både vådt og hyggeligt og bød på en masse familietid, hvilket vi alle trængte til. Vi havde lejet en hytte sammen med farmor, farfar og bedste og fik badet og leget til den store guldmedalje. Efter et par dage var vi godt brugt og helt opløst af alt vandplaskeriet og alle mand var mere end tilfredse med at komme hjem igen.

Bagefter stod den på flere dages forberedelser til Halloweendiskofødselsdagsfesten for Emma og Kalle. En fest der blev fejret højlydt med farligt pynt, mad og musik. Vi lavede pynt og bagte farlige mumiepølsehorn (som dog var pænest inden bagningen...) og en uhyggelig gravstenschokoladekage med alt for få gravsten - for alle unger ville selvfølgelig smage en gravsten!

Og endnu en gang viste Hama-perlerne sin brillians. De blev transformeret til både skelet, græskar, edderkop, spøgelse og dødningehovede til at pynte i havedøren. Jeg er især vild med det raslende skelet, som Kalle helt selv (med inspiration fra nettet) har lavet.








mandag den 25. august 2014

Ugen der gik...

...var god, men gik alt, alt for stærkt. Mandag var første skoledag i 1. klasse for de to store - nok en større begivenhed for mig end for dem. De var så søde og små med deres store skoletasker og hver sin nye klasse (delt for første gang!), og som forælder er man nok altid en smule bekymret for sine små pus. Hvordan kommer det til at gå med venner og lærere, føler de sig udenfor, lærer de noget, er det godt at de er i hver sin klasse etc.??? Den første uge er heldigvis gået helt uproblematisk, så jeg forsøger at pakke mine bekymringer ned i mor-skuffen igen.

Tirsdag fyldte Otto 4 år. Min lille, store søn, der kan og vil alting selv og hvis største ønske var et Spiderman-værelse (kommer snart på bloggen). Vi fejrede ham weekenden inden med en rigtig superheltefest. Samme tema som sidste år efter fødselarens eget ønske. Et af de helt store omdrejningspunkter for festen var selvfølgelig lagkagen, der skulle være en rigtig Spiderman-kage, ligesom sidste år. Min skønne veninde Tove, der ejer Frost Cupcakes i Malmö, printede det fineste fotoprint med min lille superhelt og hans store superhelt på sugarpaste til kagen, som vakte store begejstring. Alle unger ville selvfølgelig have en bid af Spiderman! Lige på nær Emma, der hellere ville have Ottos hoved! Ved ikke lige, hvordan jeg skal tolke det?

Sidst på ugen blev det også til et smut på Malmöfestivalen, hvor ungerne klatrede i det fineste hæklede kunstværk, og Kalle viste sig at være en sand sæbeboblemester. Jeg elsker Malmöfestivalen! En masse koncerter, aktiviteter, mad og kunstneriske indslag - helt gratis.

Ugen blev afrundet med en tur i skoven og svampeplukning - så nu er vi helt klar til en ny uge!






onsdag den 28. august 2013

Superheltefødselsdag

Otto har længe været vild med Spiderman. Eller Spidermaaaaan som han siger. Han ved præcis, hvordan han skyder net med fingrene og vil altid spise af den arvede Spiderman-tallerken. Men har aldrig set en Spiderman-film. Eller læst en Spiderman-tegneserie. Det er da lidt underligt? Hvor kommer børns fascination af superhelte eller superskurker fra, når de aldrig har set filmene eller læst bøgerne?

Da vi skulle planlægge Ottos 3-års fødselsdag, var der ingen vej udenom temaet - noget med Spiderman! For at gøre det lidt sjovere bød vi ind til en superheltefest, så alle børn kunne klæde sig ud som deres favorithelt. Og så blev der ellers bagt Spiderman-kager, fundet udklædningstøj frem og søgt efter printbar pynt på nettet til den helt store guldmedalje. Desuden bød festen på forhindringsbane, fiskedam (altid et hit!) og "flaskehalsen peger på", da gaverne skulle pakkes ud. Det var en meget glad - og meget træt - fødselar, der lukkede døren efter de sidste gæster.













#1 Spidermankage nr. 1 - med hindbær og chokolademousse. Toppen er lavet i sugarpaste.

#2 Invitationen kalder alle superhelte til hjælp.

#3 None shall pass! Rød elastiktråd kan bruges til meget - f.eks. en laserlysforhindringsbane eller et spindelvæv... Og så lige Spiderman, der hænger og vogter over kagebordet.

#4 Pop boom pow saft til alle ungerne - kan printes her.

#5 Et superheltebord

#6 Superhelteslikkepinde. Idéen er lånt herfra, hvor man gratis kan printe de fine 'dragter'.

#7 Fødselsdagsgrisen leger med sin superhelteslikkepind.

#8 Selvfølgelig skal der navn på pølserne - skrevet med ketchup.

#9 Endnu en kage - denne gang en gulerodskage med limefrosting.

#10 Ingen fødselsdag uden et frugtfad.

#11 Og han pustede og prustede...

De søde superheltebordkort kan printes her og flere superhelteprints findes her...