En lille søndagsudflugt på 90 km.

Der har været stille på bloggen de sidste par dage. Tanker og kræfter er blevet brugt på en helt anden og meget mere fysisk måde, for jeg har sammen med gemalen, to af mine brødre og nogle seje venner været afsted på et krævende eventyr. Igen i år har vi udfordret skitalent, kropsstyrke og mental styrke på 90 smukke og til tider stride kilometer på ski mellem Sälen og Mora i årets Vasaløb/Öppet Spår.

Temperaturen drillede i år, så sneen var slasket, og det blev en hård tur - men alle klarede det, endda med bedre tider end sidste år. Det er fantastisk at opleve, at kroppen kan holde til 10 timer på ski, og at man gang på gang kan finde nye kræfter, selvom det føles som om alle depoter er tømt til sidste energidråbe, og mentalt peppe sig selv igen og igen til at fortsætte fremad, fremad, fremad.

Vasaløbet er en stærk, svensk tradition, der fejrer 90 år i 2014. Læs mere om løbet og min oplevelse sidste år her...

Nu er det forhåbentligt slut med ski og sne for i år. I morgen får jeg besøg af et par skønne damer til kreahygge og derefter følger flere DIY'er og kreative idéer her på bloggen.

#1: En vaskeægte Dalahest i Mora - den måtte godt stå hjemme i min have!
#2: Mig, nervøs og spændt før starten
#3: Bagagehentning efter løbet. Imponerende at et kæmpe arrangement kan forløbe så let og smidigt
#4: En ny tradition - frokost på Grön Ko, en øko café og butik, på vejen hjem

I fäders spår för framtids segrar - Vasaloppet besejret!!

Her, 3 dage efter den store udfordring, er jeg stadig helt høj på oplevelsen og har det uforskammet godt i krop og sind. Hver gang jeg tænker på det (og det er mange gange i løbet af en dag :-)), får jeg lidt småblanke øjne, for det er noget af det vildeste, hårdeste (når man nu ikke lige regner en fødsel med) og samtidig mest fantastiske jeg har oplevet.

Tænk at kroppen kan holde til 90 km – 10,5 time – på ski uden egentlige pauser, og at sindet kan få én til at fortsætte fremad, fremad, fremad, selvom man er dødtræt ind i den mindste muskel, og vejen til mål stadig er uoverskueligt lang. Det hjælper selvfølgelig at elske skiløbet (og det gør jeg stadig :-)), og så er det uvurderligt at have en fabelagtig ”coach” med sig til at opmuntre og rose, når det føles allermest tungt og uoverskueligt. Min fantastiske kæreste fulgtes med mig hele løbet, selvom han sagtens kunne være kørt fra mig, og det er jeg så ubeskriveligt taknemmelig for. Det var en fantastisk oplevelse at dele sammen – og vi kørte i mål til fakkellys og tilskuerklapsalver, hånd i hånd…

Det er da romantisk, ik?

Og det blev absolut ikke dårligere af at min dejlige bror, som vildt imponerende løb på under 9 timer, stod klar med et knus ved mållinjen – og ungerne så det hele på TV hjemmefra!

Vasaloppet er et 88 år gammelt skiløb og verdens længste langrendsløb, der holdes til minde om Gustav Vasas flugt fra danskerne i 1521. Det holdes altid første søndag i marts og er en utrolig folkefest med 16.000 tilmeldte skiløbere og glade mennesker der klapper og hepper langs sporet og i mål.

For mig har det været en ubeskrivelig oplevelse – hele arrangementet, der trods 15.000 aktive deltagere forløb let og elegant, det smukke landskab i solskin, skiløbet sammen med min bror, min kæreste og flere venner, og den fysiske oplevelse af at man kan så meget mere end man egentlig tror – som uden tvivl gør mig til et stærkere menneske fremover.

Så selvom jeg fra 60 til 80 km svor, at det gør jeg aldrig igen – er det nu slet ikke utænkeligt at man ser mig på startbanen igen blandt 15.000 ivrige skiløbere om et par år :-)

Så er jeg klar... Og har nervøsitetstisset mange gange ;-))

Forberedelser før start

Min dygtige, dygtige bror

15.000 skiløbere som starter på een gang - det er MÆGTIGT!!
Copyright: Fischer/Nordic Focus. Billedet er lånt her...

Martin i sporet - med min veninde Pernille bag sig

Mig i sporet :-)

Så kom vi i mål! Trætte men glade!!

Vinterstemning i Nässjö