fredag den 31. august 2012

Sommer og efterår i en pandekage

Vi spiser mange pandekager herhjemme. Nok lidt for mange. For det er ofte en let aftensmadsløsning, når vi ikke lige har fået købt ind. Til gengæld forsøger vi at gøre dem lidt sundere med f.eks. havremælk og speltmel.

I går var pandekager ikke en nødløsning. For med frisklavet rabarber- og jordbærsyltetøj og en have fyldt med æbler, der tigger om at blive lavet til æblemos, var pandekager en absolut nødvendighed. Og mums, hvor blev de gode.


Æblemos med kanel - og rabarber/jordbærsyltetøj med vanille..... Mums!

Opskriften på de lidt sundere pandekager får du her:
4 dl. sigtet speltmel
2 dl. fuldkornsspeltmel
8 dl. havremælk
4 æg
en halv teske salt
2 spsk. olie
1 teske stødt kardemomme (kan udelades, hvis man ikke synes om kardemomme)
Margarine til stegning

Mel, salt, kardemomme og havremælk piskes sammen til en ensartet dej. Æggene tilsættes et af gangen under piskning og til sidst hældes olien i. Steges til tynde pandekager og nydes med syltetøj, sukker, honning, kanel, frugt eller hvad man nu ellers har lyst til af fyld.

Syltetøjsopskriften finder du her - det er en kær genganger hos os :-)

onsdag den 29. august 2012

Uforskammet heldig!

Jeg tør næsten ikke vise det..... Men se lige, hvad der landede i min postkasse forleden. Denne überschöne puslepung fra Trillemus. Jeg er SÅ vild med de små elefanter og kombinationen af brunt og orange. Tusind, tusind tak, Mette!

Jeg har længe drømt om de små elefanter, men har ikke rigtigt kunne forsvare at investere i mere stof lige nu - kælderen er nemlig fuld. Så derfor er det jo helt fantastisk at vinde dem og så endda i så smuk en form som i Trillemus' giveaway. Mon jeg nu også nænner at bruge den til pusleting?

Kender du ikke Mettes skønne blog, så kig endelig forbi her. Hun sy'r det fineste kreationer!



tirsdag den 28. august 2012

Hipp!

Forrige uge løb årets udgave af Malmøfestivalen af stablen. En uge med masser af musik, kunst, happenings, stor fælles kräftskiva (vi er jo i Sverige og det er august :)), børneaktiviteter, mad fra alverdens lande og små sjove boder med en masse skrammel og sjove sager. Altid et besøg værd! (så bor du i København, sæt kryds i kalenderen for august 2013!).

Ind imellem finder man en perle mellem disse boder med dippedutter og dingenoter. Og det var lige hvad jeg faldt over i sidste uge. Fik desværre ikke taget billeder af hverken stand eller festival (udover billedet af Emma herunder). Men her kommer til gengæld et par billeder af min nye yndlingsring + halskæde. Stilen er meget blogland ;-)

I know, det er meget materialistik - men jeg bliver s.. glad helt ned i maven, hver gang jeg kigger ned på tastaturet og ser min fine ring... Og så er det jo ingen sag at arbejde foran computeren, vel?

Firmaet bag disse smuksakker hedder Hipp!


Emma på cykelbanen til festivalen. 

søndag den 26. august 2012

August-tradition: Kräftskiva

Endnu en skøn svensk tradition: Kräftskiva. Eller krebsegilde, som det hedder på dansk. Hvor der pilles og konsumeres mængder af dildkogte krebs sammen med rejer, Västerbottenpaj, knækbrød og ost - og så selvfølgelig øl og snaps. Dertil masser af skønsang (som jo bare bliver skønnere for hver snaps, hehe).

I går var det villaforeningen, der bød ind til fest. Med dans! Og jeg siger jer - ungerne styrede dansegulvet FOR VILDT! De dansede i timevis med selvopfundne 'moves' a la breakdance, Michael Jackson, robotten og samba - og mit moderhjerte var ved at flække midt over af stolthed og glæde ved synet af deres strålende øjne og Kalles gentagne thumbs up i vores retning :-) Arhhh, lykke!


Hjemmelavede hatte skal der til.... Manden vandt en pris for bedste hat
- med den begrundelse at han hviler i sin mandlighed, haha.... 

Emmas hattetema var Minnie Mouse... 

I like to move it, move it... 


fredag den 24. august 2012

Sommerminder på æske

I går kom mine skønne unger hjem efter 3 dages ferie hos farmor og farfar. Nøj, hvor var det dejligt at se dem igen. For jeg havde faktisk savnet dem. Helt vildt endda! Faktisk så meget at man et par gange kunne ane noget vådt i øjenkrogen (så tag dig dog sammen, tøs!).

Og det tog da også næsten en halv time, inden lillebror hylende jagtede storebror, mens storesøster havde travlt med et eller andet helt vildt forbudt, og jeg igen kom til at ønske dem hen hvor peberet gror..... Kender du det?

Med sig hjem havde de hver sin krea-gave, som de havde lavet sammen med farmor. Me like! Små muslingeskaller og sten, som de selv havde samlet på strandtur og limet på små pladstikbøtter og tændstikæsker. Sødt og enkelt - og en aktivitet, som selv den lille på 2 år kan være med til. Man kan jo evt. lige klistre lidt maling eller papir på tændstikæskerne først.



onsdag den 22. august 2012

Sig goddag til Helge!

Så har vi også fået vores helt egen Helge. Eller det vil sige, Otto har. For det var jo en fødselsdagsgave til den nu 2-årige bandit. Nu skal vi så bare finde et sted at hænge den. Otto har nemlig ikke fået sit eget værelse endnu, for 'hans rum' har indtil videre været mit krea-rum. Men jeg må nok snart vige pladsen..... Det må blive efterårets projekt!

Har du lyst til at hækle din helt egen Helge, kan du finde opskriften på Cecilies fantastiske krea- og hækleblog 'Hvad bier tænker'. Tak for DIY'en, Cecilie!





tirsdag den 21. august 2012

Lucky me...

For jeg har igen-igen vundet en give away - eller faktisk to - hvor den ene kommer her. Jeg burde jo næsten skamme mig... Men det gør jeg ikke, hehe :-) For hvem ville ikke gerne eje dette søde får, syet af Nikoline med den hyggelige blog Muslingens Mor.

Tusind, tusind tak, Nikoline!!




mandag den 20. august 2012

Sommerens sidste dyp på Kvickis

Banditternes dagis (vuggestue/børnehave) valgte den mest perfekte dag at holde udviklingsdag: i dag, sommerens måske sidste varme sommerdag! (jeg har sendt takketanker mange gange i dag :-))

Så jeg holdt en fridag og pakkede i formiddags bilen med 3 stk. forventningsfulde badeløver og kørte op til farmor og farfar i Höganäs. De har nemlig den bedste badestrand, strandpromenade og legeplads på ét og samme sted.

Helt klart et besøg værd, hvis man er i trakterne en sommerdag!

Og se lige den store lille eftertænksomme Otto på billed 2, der fyldte 2 år i går... Nu er babytiden definitivt ovre...  SNØFT!








(Under etiketten Skånske Perler samler jeg smukke, hyggelige, sjove, romantiske, børnevenlige steder i det sydlige Sverige, som absolut er et besøg værd!) 

onsdag den 15. august 2012

Tøsepynt til hår og tøj - med mini DIY

Min onkel er møbelpolstrer og har derfor en af de hersens professionelle knappeslåningsmaskiner (som sikkert hedder noget helt andet :-)). Sidst min mor besøgte ham, var hun så sød at slå en masse forskellige knapper af forskellige stofrester. Blandt andet nogle små fine damer, som er rester fra en kjole til Emma.

Nu er nogle af disse skønne frøkener sammen med hæklede blomster blevet til tøsepynt til hår og tøj. Indtil videre har jeg lavet 3 hårnåle og en broche, men der er helt klart flere på vej. Synes de får et rigtigt sødt - og meget tøset - udtryk. Men Emma vil selvfølgelig kun have dem i rosa - hvem sagde stor vilje?

Blomsten er let hæklet og kan laves i et utal af variationer. Jeg har brugt denne opskrift, som oprindeligt stammer fra bogen 'Galen i garn' af Susanna Zacke og Sania Hedengren. Men man kan også bruge denne eller denne eller tjek lige disse fantastiske blomster.....

Når blomstens ender er hæftet, syes knappen på og pyntet sættes fast på enten hårnål eller brochenål. Man kan jo også skifte knappen ud med en stor perle?

Nemt, ik?



tirsdag den 14. august 2012

Er du med på en gang gaveleg?

I går modtog jeg denne fine pakke fra Dorthe med den skønne blog Frostgaard. Jeg har nemlig meldt mig til en gang gaveleg hos hende. I pakken lå en stofugle til applikation, cirkler til en papirkugle og en blanding kreagejl, der uden tvivl kommer til at vække lykke herhjemme. Tusind tak, Dorthe! Jeg glæder mig rigtigt meget til at prøve kræfter med både applikation og kugle :-) Nu går jeg så i tænkeboks for at finde på en genial returgave....

Samtidig sender jeg så stafetten videre. De første to, der skriver en kommentar til dette indlæg, er med og modtager en pakke fra mig! Herefter skal I sende en pakke retur til mig og fortsætte legen på jeres egen blog. Så man får og sender altså totalt 3 pakker :-)

Det er da win-win, ik?


.

søndag den 12. august 2012

Tirups Örtagård - en skåneperle

Weekenden har været rigtigt skøn med sol, havearbejde og familiehygge. Vi er i gang med projekt solhjørne og har i weekenden ryddet bede og sat en espalier op, der gerne skal danne ramme om et hyggeligt hjørne med en masse klatreroser og klatreblomster.

Søndag eftermiddag afsluttede vi  weekendens arbejde med et besøg på Tirups Örtagård, en super hyggelig gårdcafé, planteskole, urtehave og butik med en fantastisk legeplads 15 minutters bilkørsel fra Malmö. Absolut et besøg værd, hvis man gæster Skåne!




torsdag den 9. august 2012

Måske skulle jeg spille på lotto?

Jeg har heldet med mig i konkurrencer for tiden. Jeg har nemlig vundet både dette fantastiske print hos Snullemor og denne skønne samling papir hos Boselade. Og jeg er super glad for begge dele - printet er allerede sat i ramme og skal op på stuevæggen, mens papiret bl.a. skal bruges i et par originale sættekasser til Ottos kommende værelse. Lucky me, siger jeg bare!

Tusind tak til jer begge for de skønne gaver! Og kender du ikke allerede disse fine blogge, så skynd dig forbi - de er fyldt med skøn inspiration og kreativiteter.



onsdag den 8. august 2012

Rejsedagbog for børn

At rejse er noget helt særligt, hvad enten man er stor eller lille. Noget man ofte kan snakke om og mindes længe efter feriens afslutning. Og som man kan leve lidt på, når hverdagen ind imellem føles lidt sur og trist.

På en rejse sker der ofte mange ting hver dag. Og det kan være svært at huske alting, når man kommer hjem igen. Her hjælper en rejsedagbog rigtigt meget. Men når man nu ikke engang er fyldt 5 år og ikke kan stave, kan man jo ikke skrive sine oplevelser ned. Men man kan tegne dem!

Derfor fik Kalle, Emma og Otto (selvom han var for lille til at forstå konceptet) hver sin lille sorte notesbog med blanke sider og en lille lomme og små farveblyanter udleveret ved vores sommerferieturs begyndelse. Bogen blev ikke brugt helt så flittigt, som vi først havde tænkt (forældrene skulle nok have 'skubbet' lidt mere på), men det blev da til et par tegninger hver og ret mange 'souvenirs' i form af kort, små lapper etc. som jo kan klistres ind i bogen. Efter hjemkomsten har vi kigget på tegningerne flere gange og snakket om oplevelserne - så vi forsøger helt klart med samme koncept på næste ferietur.

Emma kører i linebane op på bjergtoppen. Og trods den sure mund var det en stor succes, men
"Mamma, øjnene blev så store at der ikke var plads til en glad mund"..... Og det var nok også øjnene,
der havde mest travlt med at kigge på den tur :-)

Farfar havde fødselsdag og fik en improviseret marcipan og rosinkage (t.h), og så kørte vi bil til færgen
og købte billetter i et stort hus (t.v.)

tirsdag den 7. august 2012

Verdens sødeste Mette!

.... har sendt denne fantastiske overraskelsespakke til mig med kort og papir fra sin favoritbutik - i Prag! Til krea og til minde om Prag. Alt er bare så fint! 

Tusind, tusind, tusind tak, Mette


søndag den 5. august 2012

Neonpink armbånd

Hæklet i neonpink garn, som jeg har fået af søde Mette og med neonpink tråd fra Betty P til at stabilisere formen. Og så lige en blå vintage knap som afslutning. Mon jeg er ved at være over mit 80'er traume? ;-)



fredag den 3. august 2012

Fra legetøj til halskæde

Vi har en hel skuffe fyldt med små figurer af mere eller mindre genkendelig og legebar karakter. De fleste af dem ligger bare der i skuffen og keder sig. Så nu er nogle stykker blevet forfremmet til børnesmykker og bliver nu flittigt vist frem af mine tre banditunger :-)

Idéen kommer fra denne skønne blog, hvor der er masser af sjov inspiration at hente til store og små. Alt man behøver for at lave en halskæde er en sjov figur, en syl, en lille krog, evt. en tang til at holde krogen med (eller små fingre) og en snor (jeg har brugt murersnor). Sylen bruges til at bore hul i figuren, krogen skrues i hullet og så i med snøren - og voilá, halskæden er klar til at pynte en lille prins, superhelt, prinsesse eller drage (som min datter foretrækker at blive kaldt... I say no more ;-))






onsdag den 1. august 2012

Feriebilleder

Her kommer et mindre billedspam fra vores skønne ferie i den sydlige del af Europa. To uger i bil, telt og lejlighed i Alsace, Schweiz, Norditalien og Sydtyskland. Vinsmagning, vandreture, pizza, sol, bad i sø og pool og en tur til Playmobilland + en brækket arm og en enkelt overnatning på tysk hospital :-) Sikken ferie!!