torsdag den 30. juni 2011

To-Do liste



Jeg har en liste så lang som et ondt år med projekter, som jeg enten har igangsat eller gerne vil i gang med. Inspireret af denne dygtige blogger, vil jeg nu forsøge at komme nogle af dem til livs :-) Men åh, hvor er det svært at vælge.... Specielt på dette tidspunkt af døgnet, hvor jeg jo for længst burde ligge i min seng og trække torsk i land.

Men altså, her kommer mine to-do's til den kommende uge.
1. Male mit nye rævebillede færdigt
2. Eksperimentere med kagefad og smykker af gammelt porcelæn
3. Få hæklet ispindene færdigt og lavet en DIY på dem
4. Få malet legehuset en 3. gang udvendigt (må jo desværre ikke indvendigt pga. amningen - vil ellers så utroligt gerne have det færdigt nu, så ungerne kan komme i gang med at nyde det... )

Og der stopper vi nok for denne omgang. Skulle jo helst ikke knække nakken allerede den første to-do uge - og med en syg Otto (mistænker at det er mund-hånd-fod-syge) kan tiden godt blive lidt klemt.... Det skal dog blive skønt at få sat kryds på listen!

onsdag den 29. juni 2011

Orange+grønt=favorit

Det har taget en måneds tid at få dette armbånd færdigt, men det er absolut ventetiden værd. Den grønne og orange farve sammen = I love it! Stjernen er lavet i paperclay og det er lidt for skrøbeligt, så jeg skal i gang med at eksperimentere med hvidt ler i stedet. Og måske nogle flere forskellige farver? Snøren er orangefarvet læder - men kan sagtens tænkes i mange andre farver. Andre fine keramiksmykker kan man finde hos dygtige bloggere som Rappedikke og Kjær & Schmeling.


- Posted using BlogPress from my iPhone

tirsdag den 28. juni 2011

Sommertæppe

Jeg købte for et stykke tid siden det skønneste stykke vintagestof fra Junette med en masse vilde dyr og har siden da spekuleret over, hvad jeg mon skulle bruge det til (jeg har det nemlig med at falde for fine ting og sager uden helt at vide, hvad jeg skal bruge dem til - til min kære kærestes store fortvivlelse :-)). Motivet er så fint, at stoffet skulle bruges i sin helhed. Og nu er det endelig klart: dada - det fineste sommertæppe til Otto!

Jeg er vild med disse dyre- og plantemotiver

Tæppet er ganske enkelt - grøn bagside, orange pipingbånd og et
stykke flis som fyld.

mandag den 27. juni 2011

Stemningsbilleder fra midsommar

Det blev ikke til så mange billeder, for jeg/vi havde alt for travlt med at holde styr på 3 unger - der desværre ikke er så gode til at lege hverken selv eller med andre. Vi er vist nødt til at fikse nogle flere playdates. Men lidt er også godt - så her kommer et par midsommarbilleder fra en dejlig dag først hjemme og senere hos venner ved havet. Tak for en skøn fest, Åsa & Tomas!
Midsommarstangen dekoreres og rejses


En lille midsommardreng
Midsommar ved havet

Et hold trætte unger

torsdag den 23. juni 2011

Kan jeg få et stykke brændt snobrød, tak?

Det er faktisk sjældent jeg savner at bo i Danmark. Og Malmö er jo egentlig ikke særlig langt væk, så jeg kan let få (og har ofte fået) en dosis af det danske  - ikke mindst i de perioder, jeg har arbejdet i København. Denne specielle sommerdag/aften melder der sig dog et stik af vemodighed ved tanken om Sankt Hans. For hvor har jeg mange gode minder fra sommerens Sankt Hans bål i barndommen enten hos mine bedsteforældre eller i min hjemby. Der er altså noget helt specielt ved lugten af bål og brændt snobrød i tæt parløb med danske viser og brændende hekse..... Så når ungerne bliver lidt større og kan klare at være oppe til mørkets frembrud uden selv at blive til tre trætte hylende hekseunger, skal vi absolut en tur over sundet i juni for at sende heksene afsted til Bloksbjerg.

Men i morgen er der dømt blomsterkranse i håret, dans om midsommar-stangen, sild, snaps og jordbær her, og det er jo faktisk heller ikke så ringe endda :-)
Så glad midsommar til alle derude!
Et par gamle billeder fra Emma og Kalles første midsommar i 2008 :-)

tirsdag den 21. juni 2011

Lidt om ketchup og farfædre

Forleden aften tømte Emma en halv tube ketchup på sin tallerken. Det udløste selvfølgelig en belærende kommentar fra mig om, at det var alt for meget ketchup til den halve og meget ensomme pølse, der lå tilbage på tallerkenen - nu ved siden af et ketchupbjerg på størrelse med Himalaya. Hurtigt som lynet tog tøsen en ske, spiste størstedelen af ketchuppen og svarede: "Se mamma, nu är det inte så mycket". Det kunne jeg jo ikke andet end give hende ret i og så kvæle et grin...

Et andet guldkorn fra mine kloge unger kom på vej hjem fra biblioteket i dag:
Emma: "De ska klippa häkken här"
Mig: "Ja den er alt for stor"
Emma: "De behöver en farfar"
Kalle: "Farfar är alltid bra (god) att ha" 
(Farfar var her i weekenden og klippede vores hæk. Tak for det, farfar - som du ser sætter vi alle stor pris på det og på dig :-))

Farmødre og bedstemødre er nu heller ikke så tossede - farmor blev kåret til
verdens bedste farmor af Emma i fredags

mandag den 20. juni 2011

Otto 10 måneder

Otto fejrede sin 10-måneders dag i går med at gå flere skridt selv dagen inden og sove til kl. 6 uden at vågne. Moren takker ydmygt!

lørdag den 18. juni 2011

Favoritbrød og lørdagsdrinks

Favoritbrøddet her i huset er uden tvivl den svenske kageguru Leilas filmjölkslimpa (ymerbrød) - det er hurtigt at lave, fyldt med en masse gode, sunde lækkerier og smager som en mellemting mellem brød og kage. Mums! Og så kan man variere sig efter nød og lyst. Her kommer opskriften på dansk:

4,5 dl. ymer
1 dl. mørk sirup (jeg bruger lys, fungerer fint)
1 dl. tørret aprikos eller figen
1 dl. hasselnødder (eller mandler, cashewnødder etc)
1 dl. rosiner
1 dl. knuste hvedekerner/hvedegryn
1 dl. knuste rugkerner/ruggryn
1 dl. havregryn
2,5 dl. groft rugmel
3 dl. hvedemel
1 dl. knuste hørfrø
1 dl. solsikkekerner
1,5 tsk. salt
1,5 tsk. bagepulver
1,5 tsk. natron
2 tsk. brødkrydderier (en krydderiblanding bestående af knust anis og fennikel)

Jeg plejer desuden at tilsætte 1-2 modne, mosede bananer til allersidst, så får brødet en skøn sødme.

1. Sæt ovnen på 200 grader (varmluft)
2. Bland ymer og sirup i en skål
3. Hak nødder og frugt meget groft. Blandes med rosiner og alle de tørre ingredienser og røres ned i ymerblandingen
4. Læg et bagepapir i en aflang brødform, så papiret stikker ud over kanten
5. Fyld formen med dejen, strø lidt havregryn over og bag brødet i midten af ovnen i ca. 45 minutter.
Enjoy!

Dagens brød - med et skud blåbær i dejen.
Og så glemte jeg havregryns-pynten....
Lørdagsfest :-) Mørk rom, ginger ale, mynte, limesaft og knust is... 

fredag den 17. juni 2011

Til tider kan man godt få brug for lidt trylleri på en grå hverdag...

Dagen startede bestemt ikke fra sin bedste side. Klokken 2 vågnede Otto-banditten og ville ikke sove... 1,5 times amning, kramning, roden rundt i dobbeltsengen, småskrigen og til sidst vugning i tremmesengen lagde grunden for en meget træt mor her til morgen. En halv times Emma-hyleri over tøjudvalget fra morgenstunden gjorde det ikke ligefrem bedre. Og indrømmet - jeg er ikke særlig god til at håndtere morgentræthed, men bliver meget hurtigt forvandlet til en gammel sur mokke....

Men fantastisk nok sænkede der sig en forbavsende fred og harmoni over huset, så snart krea-sagerne blev pakket frem. Og resultatet - dadada og trommevirvel: tryllestave og stjerner.

Herlighederne er lavet af en gammel juicepakke (indersiden er i sølv og passer perfekt til stjerner), et gammelt cookiespapir (også sølvfarvet på indersiden), karton, saks, limstift, brunkagestjerneform, tusch, glitter, små stykker papir, pailletter, grillspyd i træ, gammelt gavebånd, tape og limpistol. Og man kan sikkert bruge alt muligt andet, så det er bare til at kigge i skuffer og skabe og lade fantasien råde.


Den fine stjerne er en præmie til verdens bedste pappa
- men shhhh, det er en overraskelse :-)


"Pukus-flukus-hankat" siger Emma

torsdag den 16. juni 2011

Pamfilius....

Ja så blev jeg det klogere.... :-) Det hedder en pamfilius og ikke en pamjulefis (det lyder også lidt hjemmebrygget: pamjulefis....) Tak for oplysningen, Trine :-)

Emma har fået ny nederdel. En lille lækker prikket sag i brunt babyfløjl (farven ser lidt underlig ud på bøjle-billedet, men det lykkedes ikke rigtigt med lyset). Hun var dog ikke helt glad for at skulle posere i den og måtte lokkes med en müslibar. Små fotomodeller - meget store viljer!


Modellen er fra Ottobre og super let at sy

onsdag den 15. juni 2011

Lykkens pamhulefis....

I know I know, det hedder pamjulefis... Hjemme hos os er det bare altid blevet til en pamhulefis. Hmm, gad vide hvorfor? Og hvad er en pamjulefis egentlig?

Nå, men en pamjulehulefis er jeg i hvert fald. For jeg har nemlig vundet denne fantastiske give away hos Groovybaby....and mama. Mig der ellers aldrig vinder. Og så noget så fantastisk som disse skønne Puddle Jumper sko fra Pepatino.be og denne helt fantastiske kjole syet af Trine bag bloggen Groovybabyandmama. Hun syr de mest fantastiske kreationer! Har du ikke været forbi hendes blog før, så gør det nu :-)

Jeg er sikker på at Emma kommer til at se helt fantastisk ud i disse lækkerier... Nu skal jeg så bare lige have valgt farve - og det er ikke let, for alle farverne er så utroligt lækre. Det bliver en lang nat :-)

tirsdag den 14. juni 2011

Hvad Kalle siger...

Der er tre sætninger (med små variationer), som Kalle repeterer igen og igen for tiden. Favoritten er "Vad ska vi göra?", tæt fulgt af "Jag tycker det är tråkigt" (kedeligt) og "Mamma, du är världens finaste mamma" (pappa, Emma, Otto etc.) Selv halvsyg og i søvne udbrød han i går "Pappa, vad ska vi göra?". De to første sætninger kan man godt blive lidt (meget!) træt af at høre på, men ikke den sidste :-) Den trodser alle sure voksenminer og bringer smilet frem - hver gang!


- Posted using BlogPress from my iPhone

lørdag den 11. juni 2011

Hverdagsluksus

I dag er der dømt 'me-time'. Et helt døgn væk fra familien med de skønne GGG-tøser. Vældigt dejligt og lidt nervøst. Første nat fra Otto som jo stadig ammer aften og nat. Og stadig NÆGTER at sutte på sutten. Men hvad skal man også med den, når man kan babbe på mors bløde bryst?

Er startet dagen med spa og slikker nu sol, mens jeg venter på ansigtsbehandling. Luksus! Bagefter venter flere overraskelser. Det er lige til at holde ud :-) Because I'm worth it :-)





- Posted using BlogPress from my iPhone

fredag den 10. juni 2011

Armbånd og ny leg

Træperler og filtkugler er en skøn kombination! E og K har lavet hver sit fine armbånd her til morgen - det ene er en gave (tys-tys) og det andet var for fint til at give væk, synes kreatøren. Så det pynter nu hans egen arm.

Og så var det præcis lige så sjovt at pakke gaven ind som at lave den.... Hvis ikke sjovere????

Mens de store fornøjede sig med perlerne, fornøjede den lille sig med en ny leg: at rive bøgerne ned fra hylden :-) Han er blevet rigtigt dygtig til at rejse sig og gå ved hjælp af bare en hånd. Og kravle på trapper (hvilket giver forældrene en del nye grå hår...) Han tør endnu ikke slippe helt, men mon ikke det kommer i løbet af meget kort tid. Så kan vi rende rund i r.... på ham i stedet for ved siden af. For det er altså ikke let at børnesikre et helt hus med 2 x 3,5-årige rodehoveder.


En fantastisk ny leg, synes Otto

torsdag den 9. juni 2011

Outlet-orgie....

Jeg har altså en svaghed for børnetøj på tilbud. Især de danske og svenske mærker. I dag "kom jeg til" at tage forbi det økologiske tøjmærke Blingo's (lyder næsten som Belingo - men kan absolut ikke sammenlignes ;-)) outlet - og havde i løbet af nul-komma-bims samlet en større stak, selvom jeg egentlig ikke skulle have noget.... Ups....
Men hvem kan også stå for økologi i farver?


Otto kan da lige hjælpe pappa med at fikse noget på computeren

onsdag den 8. juni 2011

Skovbær og babylykke

Første høst i år. Og takke være et grønt net fik ungerne og ikke fuglene dem :-) Det spirer og vokser til den helt store guldmedalje i have og køkkenhave: ærter, kartofler, bønner, salat, spinat, gulerødder, radiser, squash, tomater, bær, broccoli og en enkelt artiskokplante. Sidstnævnte er jeg overordentligt spændt på at følge!

I det lille hjem er der også vokseværk - Otto rejser sig selv, kravler og går vha en hånd - helst hele tiden :-) Hvis der bare er nogen, der gider gå rundt med ham, er han lykkelig....

Update: 5 minutter senere gik han sine første skridt - to styk. Og jeg så dem slet ikke.... Snøft... For jeg var lige ude i haven. Men Bedste så dem - og det er vist meget velfortjent, for hun har øvet og øvet med ham til ryggen blev næsten krum :-) Og heldigvis tog han et par mere lige efter, så både faren og moren kunne være med til den store begivenhed. Hurra!





- Posted using BlogPress from my iPhone

mandag den 6. juni 2011

Ræven August

Ræven August er en fræk og meget nysgerrig lille ræveunge, der altid er klar til nye oplevelser og eventyr. Han griner ofte og elsker at cykle på sin røde cykel eller køre omkring på sin fine mariehøne. Han går aldrig nogen steder uden sin røde hat, og så holder han meget af rød sodavand og jordbæris. Og fra i dag bor han (og mariehønen) hos sin søde navnebror August, der er en helt speciel lille fyr. August er nemlig så nysgerrig at han ikke kunne vente tiden ud, men kom 3 måneder for tidligt. Heldigvis er han samtidig stærk og trives nu, et halvt år senere, strålende. Og så er han bare så sød og skøn og er i dag blevet fejret ved en fin navneceremoni :-)

Den glade ræv, August - copyright mig :-)
















Wheely Bugn

Badesæsonspremiere

I forgårs kom badebassinet for første gang frem i haven og hvilken lykke! Der lød så høje hyl og grin, at naboen ikke kunne dy sig for at glo ind over buskene :-) I dag skal vi til lille Augusts navnefest, og de fineste gaver står indpakket og klar på farmors og farfars stuebord (vi har nemlig overnattet her). Den ene er hjemmelavet og bliver vist på bloggen efter festen - for vi skal jo ikke ødelægge overraskelsen ;-)



 

fredag den 3. juni 2011

100 elefanter på lommen er bedre end....

Det var ikke let at få Kalle til at posere med de nye bukser på, så jeg måtte til sidst ty til den desperate forælders sidste redskab: trusler (Ellers får Emma bukserne og så syr jeg ikke mere til dig.... Og ja, jeg skammer mig....) Grundmønsteret til bukserne er fra et gammelt Ottobre, hvor der siden er både lagt til og trukket fra. Lidt store men så passer de nok til efteråret :-)




Træning til søvnmaraton

Jeg sidder i toget på vej til et møde i KBH og forsøger at peppe hjernen med koffein. Er helt igennem træt efter endnu en urolig Otto-nat. Lagde mig ellers i ok tid i går for at få en rimelig nats søvn (god findes ikke her for tiden, har ikke fået 4 sammenhængende timer siden O blev født), men havde selvfølgelig svært ved at falde i søvn, og da jeg så endelig snorkede som en anden tornerose, begyndte lillemandens nattehyggeri. En gang i timen ville han ha bryst... Er der mon noget, der hedder intervaltræning i søvn? Og bliver man i så fald bedre til at sove eller være vågen? Lige meget hvad er jeg ved at være godt trænet nu.... Men kan man egentlig vinde noget? Et trofæ? En medalje? Et kys?