fredag den 30. september 2011

Weekend vel begyndt...

ÅHH, hvilken LYKKE! Denne fine stof- og kant/pyntebåndsfangst var jeg så heldig at hapse i dag i et par lokale genbrugsbutikker. Var helt høj, da jeg gik derfra. Adskillige hovedpudebetræk med bl.a. Peter Plys og Pippi, to identiske dynebetræk med blomster, en hjertedug, et lagen med blomster og et stykke børnestof, samt 4 forskellige ruller pynte- eller kantbånd. Båndene er helt 'nye' og har oprindeligt kostet den nette sum af 4-5 kr. per rulle. Hmmm, trangen til at kaste sig over symaskinen er ikke ligefrem blevet mindre nu :-)


Og jeg er ikke den eneste, der har frydet mig i dag. Aftenens dessert stod på egne henkogte pærer med vanillesovs. Smask, sagde Otto....



Efterårs To-Do #2

Westmose har igen skudt gang i en omgang To-Do / Ta-Da. Jeg nåede desværre ikke med på den første runde i sidste uge, men skynder mig at hoppe på nu. Så må vi se, hvor langt jeg når på listen - der er jo liiiige lidt arbejde, studier og en familie at passe også..... :-)

To-Do:
1. Pimpe Ottos badekåbe inden ferien - det er nemlig en model Libero og derfor ikke såååå spændende at se på :-)
2. Hækle en telefontaske til mig selv a la denne
3. Sy noget af alle stofdyngerne, der bliver større og større oppe på kreaværelset (trøje til Kalle, trøje til Otto, dukkesengetøj til Emmas fødselsdag etc.)
4. Male dukkesengen fra den lokale genbrugs
5. Male den nyindkøbte IKEA-taburet og tapetsere den gamle (evt. male en omgang inden)
6. Sy pude og madras til legehuset
7. Sy sofapuder - både til os og til min mor

... og jeg kunne vist fortsætte i den dur længe... Vi er desuden nødt til at finde på en ny sengeløsning til Emma & Kalle, som vokser og vokser (faderens gener??). Og det inkluderer evt. noget med at slå hul i en væg ind til et indbygget klædeskab, nye vægge etc - så det bliver nok ikke lige i løbet af denne uge... SUK....

Jeg ved det godt - jeg når ikke alt på listen... Men et eller to punkter vil også være helt ok :-) Og så er det jo rart med en plan ;-)

God weekend! Her står den på et sidste visit i den lokale parkcafe, som lukker ned for sæsonen i dag, kastanjeedderkopper, besøg af farmor & farfar og måske lidt efterårskrea - noget med blade?

Mr. Grasshair - nu med hår! Ham skal jeg jo også have eksperimenteret mere med - kattegræsset var for tykt, så jeg var nødt til at klippe hul i nylonstrømpen. Og tjek lige den lyserødes skægstubbbe :-) Læs mere om projektet her...

onsdag den 28. september 2011

Lille DIY - stol af champagnepropsmetal

Inspireret af Tina Dalbøge vil jeg nu dele mit bedste party-trick med jer (Så kan man jo spørge sig selv: hvor sjov er jeg mon egentlig at have med til en fest???? Hehe ;-))

Tina har været i gang med at eksperimentere med det fine metal, der sidder over champagneproppen, og det er blevet til de skønneste collager.

Metallet kan faktisk også bruges til at lave små champagnepropstole af... Totalt genbrug. Og hvad skal man så bruge dem til? Tjahh, til sættekassen eller dukkehuset? Eller måske noget helt tredje? Mest af alt er det bare en sjov ting at lave - og jeg er vild med hele genbrugsaspektet i det, nemlig at man kan lave noget fint og delikat af et skraldeprodukt.



Stolene er vældigt lette at lave. Du skal bruge en champagneprop (metaldelen) og en tang (eller evt. en lille saks).

Jeg har fundet hele smykketangssortimentet frem her, men en tang er altså nok :-)


Start med at åbne de små 'løkker', som holder metaltråden nederst på propdelen fast. Når tråden er fjernet, lukkes løkkerne igen og benene bukkes let ud. 


Klip derefter metaltråden over, så bliver den lettere at lave stoleryggen med og sno om benene.



Form stoleryggen og sno enderne om de bagerste ben på stolen.



Afslut evt. med en klat lim for at få den runde metalprop til at blive siddende. Og voila, din stol er færdig... Man kan sikkert pynte den med perler, stof eller metaltråd, hvis den skal indgå i et dukkehusmøblement.

Værsgo at sid ned :-)










tirsdag den 27. september 2011

Award & Gave

Jeg har endnu en gang været så heldig at modtage en award! Denne gang af Tenna med den fine blog Tenaltz. Tusind, tusind tak, Tenna! Jeg er meget beæret over at du valgte min blog!

Jeg har allerede fået denne award en gang, så jeg sender den ikke videre i denne omgang, men linker til mine tidligere svar... Håber det er ok.

I går lå denne skønne pakke i postkassen fra Lise som en del af gavelegen. Den var fyldt med fine stykker stof og tapet og to af Lises skønne, skønne stjernespænder. Tusind tak, Lise! Jeg glæder mig meget til at bruge det hele!

mandag den 26. september 2011

Så er det slut med lommemobilen, mutti!!

Min kære mor plejer at gå rundt med mobilen godt nedstoppet i lommen - men ikke længere! Nu har hun nemlig fået denne lille smækre hæklede mobiltaske til at hænge om halsen eller under armen.
Rødt garn, sort lædersnøre og sort knap - I love it.... Jeg tror næsten, jeg er nødt til at lave en til mig selv også??? :-)

Opskriften på den hæklede mobiltaske finder du hos den dygtige Rappedikke....


søndag den 25. september 2011

Hjem er ikke et sted, men en tilstand...

Det må absolut være dagens favoritcitat! Det stammer fra udstillingen "Living" på Louisiana, som jeg har besøgt i dag. Den handler om hvor vi bor - hvordan - med hvem og hvorfor..... Udstillingen var utroligt interessant og og behandler bl.a. de mange forskellige bo-former, der findes rundt omkring i verden, og hvad der gør noget til et hjem. At det er måden vi bor os ind på. Måden vi navigerer kroppen i omgivelserne og bliver familiær med et rum. At det er en følelse af genkendelighed og hverdagsritualer. At det ikke bare er et sted, men en tilstand.

For mig er hjem først og fremmest der, hvor min familie er. Hvor de små (eller store) personlige ting med en historie er. Et sted, hvor man kan se og fornemme, at der bor nogen. Et sted som viser personlighed.....

Udstillingen kan virkelig varmt anbefales, men vent ikke for længe, den slutter 2. oktober.

Vil du læse mere om og se billeder fra udstillingen, så klik ind på denne side eller besøg Louisianas egen hjemmeside.

Et træ man kan krybe ind under med 'trygge' steder til udsatte børn 

Hvad skal der til, for at man kan bo et sted?

Louisianas fantastiske arkitektur

Og så lidt søndagsluksus inden udstillingen med tøserne
- i solskin på terassen på Skodsborg Kur & Spa Hotel - mmmmm

lørdag den 24. september 2011

Mr. Grasshair

Efter en forretningsrejse havde min skønne M denne lille fyr med hjem til mig og banditterne. Det er et samlesæt, hvor man selv sår græsset og ser det grønne 'hår' vokse frem. Ret sjovt, synes jeg. Og så var det jo jeg tænkte, at sådan en må man da selv kunne fremstille med nogle af alle de fine genbrugssager, der bugner i skuffer og skabe herhjemme. Så det eksperimenterer vi nu med - og når den helt rette kombination er fundet, kommer der selvfølgelig en DIY her på bloggen :-)

God lørdag!


Her er vores første udgave - med pap (som så ikke er så smart ved vandingen)

Kattegræsset har lidt svært ved at komme igennem de små huller i
nylonstrømperne, så jeg er nok nødt til at finde en anden type
 - det kunne også være man kunne lave dem med karse? 

Tjek lige dette nakkegarn ;-)

onsdag den 21. september 2011

Lalalala, jeg kan ikke høre noget....

Efter et par hektiske arbejdsdage i København og Stockholm er det altså ikke tosset med en hjemmearbejdsdag med ild i pejsen, gammelt tøj og uglet hår :-) Og så det fineste udsyn gennem havedøren til de små sarte farveklatter, der stadig findes her og der i haven.

Det er dog lidt svært at ignorere bunken af stof, som ligger og kalder i rummet ovenpå - specielt det nyindkøbte fleece med imiteret strikmønster, som skal blive til en hættetrøje til Kalle... Det er det fedeste stykke stof, synes jeg... Men der er bare ikke plads til syløjer i skemaet lige nu (snøft...). Så jeg forsøger at vende det døve øre til og nyde min kaffe og pejsens knitren i stedet, mens jeg længes efter nye tider med 27 timer i døgnet (er det monstro noget den nye regering kan klare???? :))



Min favorit i haven lige nu - Høstanemonen! Planten på billedet har en særlig plads i mit hjerte, for den har jeg fået af min skønne veninde, Sanne....



Mon ikke det kan blive en fin trøje - måske med kantbånd eller lommer i en
kontrastfarve?

mandag den 19. september 2011

Godmorgen!

...siger Otto, der skal til at barbere ben - eller måske har han tænkt sig at bruge mors barberskum til noget helt andet sjovt???





- Posted using BlogPress from my iPhone

lørdag den 17. september 2011

Enkel DIY - hæklet træstamme

Tænk at der skulle en gang omgangsinfluenza til for at jeg fik lavet denne længe lovede DIY. Det startede med Otto, så Emma, så mig og nu ligger Kalle også brak. Jeg har ligget underdrejet med ondt i alle lemmer og feber i to dage nu og er først lige begyndt at få det bedre. Øv altså!!! 

Træstammerne er hæklet på en 2,5 pind i almindeligt bomuldsgarn 
(8/4) i brun og en anden farve (f.eks. gul, grøn eller rosa). Du behøver desuden fyld og nål. Opskriften er enkel og hurtigt hæklet.

Start med at slå 3 lm op i brunt garn og saml til en ring med en km.

Hækl 2 fm i hver lm til i alt 6 masker.
Hækl 2 fm i hver lm til i alt 12 masker.
Hækl 1 fm, så 2 fm i den næste maske, gentag til 18 masker.

Hækl 2 fm, 2 fm i den næste maske, gentag til 24 masker.
Hækl 5 omgange og byt farve. Jeg synes det bliver pænest, hvis man bytter farve midt i masken, dvs. hækler den første del af fastmasken i den første farve og skifter midt i til den næste farve. Men det er smag og behag. 
Hækl 10 omgange og byt tilbage til brun.
Hækl 5 omgange.
Hækl 2 fm, hækl 2 sammen til du er på 18 masker.
Hækl 1 fm, hækl 2 sammen til du er på 12 masker.
Hækl 2 fm sammen til du er på 6 masker og luk af.
Sy 'hullet' sammen til du har en pæn afslutning og hæft tråden.


onsdag den 14. september 2011

Forsinket tak for blogawarden!

For et par uger siden fik jeg en blogaward af skønne Tina Dalbøge, som jeg er rigtigt glad for. Og som jeg har meget dårlig samvittighed over endnu ikke at have takket ordentligt for og givet videre :( Tiden er bare fløjet afsted, og jeg har haft alt for travlt med at få hverdagen til at hænge sammen og lave gaver til en blogleg...

Men nu skal det være! Tusind, tusind tak, Tina!

Med til blogawarden hører følgende ting:
1. At takke og linke tilbage til den person, der har tildelt mig awarden (hermed gjort)

2. Give den videre til 8 andre fine bloggere, som jeg har opdaget for nyligt:
Demselv 
Ævlebævle 
Creative Tail 
Be my dragonfly
Mamma Krea  
Paddehatten  
Fru Schou 
Pisserendens Pippi 

3. Fortælle dem om awarden (gør jeg om lidt)
4. Fortælle 8 ting om mig selv, som jeg vil dele:
- Jeg hader lugten af gammel karklud
- Jeg har i et overmodigt øjeblik tilmeldt mig et 90 km langrendsløb til marts, men er ikke specielt god til at stå på ski (og burde nok begynde at træne ordentligt snart...)
- Jeg har altid drømt om en stor sangstemme (men har desværre kun en lille en)
- Trods mere end 10 års klaverundervisning kan jeg stadig ikke spille et eneste musikstykke uden fejl
- Jeg har en meget sød tand og eeeelsker saltlakrids
- Jeg skulle egentlig have heddet Nanna 
- Jeg kommer fra en familie af samlere 
- Jeg har altid syntes at mine øjne var det pæneste ved mig selv


Endnu en gang tusind tak for awarden! :-)

søndag den 11. september 2011

Give-Away vinder.....


Så fik jeg trukket en vinder :-) 59 deltagere og 150 lodder - waoouuu, det er helt overvældende! TUSIND TAK for at I alle ville lege med, det er jeg meget, meget glad for!

Nu til det seriøse.... Random.org har udtrukket en vinder - og det er.... dadadada.....

BETINE med bloggen 'I hælene på en nullegøj'

Tillykke Betine! Send en mail med din adresse til bebe200procent(at)gmail.com, så skal jeg fluks få sendt en pakke afsted til dig!

Endnu en gang TAK til alle jer andre - og rigtig god uge!

lørdag den 10. september 2011

Give-Away - sidste chance for at lege med....


Vinderen trækkes nemlig i morgen efter kl. 20.00, når alle banditterne forhåbentlig sover og huset ånder fred og ro.... Indtil da vil jeg pleje min forkølelse (så typisk, ik?) og fortsætte med at sylte, lave gaver til gavelegen, opgave til studierne, quizspørgsmål til familiefirmaet, alle de tusind andre projekter der er gang i - og så selvfølgelig, vigtigst af alt, nyde weekendtiden med min dejlige familie.....

Fortsat god weekend :-)

PS: give-away'en finder du her...

torsdag den 8. september 2011

Gaveleg... Vil du lege med?



I går modtog jeg den fineste pakke med posten fra Sara - fyldt med alverdens lækkerier... Se bare her:
- den smukkeste nålepude i retrostoffer
- lidt godt til ganen (chokolade, mmm.... )
- skabeloner og stof til patchwork-bolde (hvordan vidste du mon, at jeg længe gerne har villet i gang med det? :-))
- broderigarn i en skøn gul farve
- en stjerne til at hænge i vinduet
- vandperler (glæder mig meget til at prøve dem)
- en skøn pink kasse med pailletter, stjerner og andre små kreadimser
- to folde-selv æsker

Tusind, tusind tak for de fine ting, Sara! Jeg er i fuld gang med at samle en pakke til dig, som vil blive sendt afsted med posten i morgen eller lørdag :-)

Nu glæder jeg mig rigtigt meget til at sende legen videre!

Reglerne er som følger:
De første to, der skriver en kommentar til dette indlæg, modtager en gave fra mig. Herefter skal de sende en gave retur til mig og sende legen videre til to andre. Indholdet er helt op til dig.

Hvem vil lege med?

Emma hjælper spændt med at åbne den fine pakke

onsdag den 7. september 2011

Fra nul til novice i Illustrator :-)

Min ilddåb i Illustrator = et selvportræt :-) Jeg er begyndt på et introduktionskursus i grafisk design, hvor jeg forhåbentlig lærer at bruge Illustrator på basis-niveau. Og det er altså ikke helt let - men sjovt! Og selvom det ikke ligefrem er et mesterværk, jeg har kreeret, er det så ikke meget godt gået af en, der aldrig har rørt programmet før?

Det røde billede er min egentlige aflevering - det skulle nemlig være et portræt i sort, hvid, evt. grå og en farve + et ord til at beskrive mig selv. Og kreativ var altså det første ord, der faldt mig ind....

Fik for øvrigt den skønneste pakke med posten i dag. Hvad der var indeni, får I at se i morgen :-)

tirsdag den 6. september 2011

Mere IKEA-redesign....

Sidder i toget på vej hjem efter et par dages undervisning på Designskolen i Kolding og er gennembombarderet med kreative indtryk. Det har været super fedt og inspirerende at være i det kreative miljø og opleve de studerendes tanker og idéer. Skal ærligt indrømme at jeg flere gange ønskede mig 15 år yngre og i gang med en uddannelse der, men ved eftertanke er jeg nu også meget glad for livet som det er nu.... :-)

Faldt pladask for dette redesign af en IKEA-lampe, som jeg faktisk selv har hængende i original form i min stue - Maskrosen. Jeg er egentlig ret glad for lampen som den er, men skulle jeg på et tidspunkt blive træt af den, skal den da helt klart have sådan en omgang her.... Til gengæld kan man jo så bruge resten af lampen til vægdekoration i stedet? Det er da den ultimative genbrugstanke eller?

Maskrosen i nye klæ'r - fra Designskolen i Kolding

søndag den 4. september 2011

fredag den 2. september 2011

Cigaræsker i træ - what to do?

Jeg har arvet en posefuld gamle cigaræsker i træ af min bedstefar. De er utroligt fine, og mange af dem har små mønstre indskåret/præget ind i træet. Men hvad skal jeg gøre med dem? Male dem? Tapetsere dem? Og hvad skal jeg bruge disse fantastiske æsker til?

Gode idéer modtages med kyshånd!! (hvad det så end er???? ;-))