tirsdag den 29. januar 2013

I (heart) skiferie!

Så er vi hjemme igen efter en skøn skiferie, der dog bød på noget koldere temperaturer end vanligt. De fleste nætter lå temperaturen på -25 grader og nåede på et tidspunkt helt ned på -28. Det er skisme koldt! For koldt for ungerne, der ikke kunne være ude særligt længe ad gangen. Men heldigvis kunne vi køre til nogle langrendsspor i nærheden, hvor temperaturen steg med 10-15 grader. Og så blev der ellers kælket og kørt på ski! E og K kørte for første gang nogle reelle ture på flere kilometer af gangen, og selv mindstemanden fik prøvet at køre et par hundrede meter med brædder på fødderne.

Vores årlige skiferie er nok min absolutte favorit. Vi rejser som regel med bedsteforældre, vores søskende og andre familiemedlemmer, der har lyst til at dyrke ski og sne. Det er en fantastisk måde at være sammen på, og jo større ungerne bliver, jo længere ture kan vi køre sammen og få masser af frisk luft og motion. Og så gerne med mulighed for at 'fika' undervejs - enten på et lokalt sted eller pølsegrilning og varm saft/kakao i sneen. Mums!

Vi rejser som regel til et nyt sted hvert år. I år fandt vi en lille perle, et dukkehus i voksenstørrelse, i nærheden af Ljusdal et godt stykke nord for Stockholm. Der plejer ikke at være så koldt, så stedet kan varmt anbefales i vintertid - og er uden tvivl lige så smukt ved sommertid. Billeder følger senere på ugen!

Det samme gælder for billeder af is-aktivitetsidéer for børn. Vi udnyttede nemlig kulden til at lave ispynt, isklodser, islygter og ismedaljer, der frøs i løbet af ingen tid.

Men først får I lige en gang stemningsbilleder i sneen.







4 kommentarer:

  1. Kæreste Bodil. Velkommen "hjem" fra ferie. Sidder og smiler over de dejlige billeder, især det sidste af ungerne på ski. Hende søde E er jo en tro kopi af dig <3
    Det lyder skønt at tage afsted med de familiemedlemmer, der har lyst og jeg har glædet mig over glimtene fra jeres vinterkreativiteter på IG og ser frem til at se flere billeder. Mange kram Mette

    SvarSlet
  2. Ååååhhhh hvor ser det dejligt ud! Glæder mig også helt vildt til det er vores tur :-) KH Maria

    SvarSlet
  3. Skønne, skønne billeder. Det lyder virkelig som en dejlig ferie på trods af kulden. Her er vi bare syge, men å hvor frisk luft og oplevelser lyder dejligt!! Glæder mig til at se jeres isting.

    SvarSlet
  4. Åh ja skiferie. Det elsker jeg også bare. Glæder mig til Krudtuglerne bliver så store at vi også kan komme afsted igen. Det er nogle virkelig skønne billeder, hvor jeg kan mærke den friske nordiske luft, kulden og de dufte der er forbundet med skiferie :-) Tak for et lille stykke med skiferie!
    Kh Line

    SvarSlet

Tusind tak for besøget og kommentaren! Jeg sætter så utroligt stor pris på hver eneste kommentar og gør mit bedste for at besvare alle :-)