Ottos første babysvøming

Har i dag været til babysvømning med Otto - dvs. jeg stod udenfor bassinet og legede værste papparazzi-fotograf, mens faren og sønnen nød det i det varme vand. Otto elskede det! Efter svømningen sov han tungt i tre timer og opdagede slet ikke, at han og moren tog toget til Nørreport, shoppede sig igennem strøget, Illum, Magasin og til sidst endte til afskedsreception på morens tidligere arbejde i Sølvgade. Receptionen nåede han dog at få det meste med af og fik sat sit hvide præg (læs: gylp) adskillige steder i det nu næsten tomme rum. Men hyggeligt var det at have ham med!

Receptionen var et kapitel for sig. Det er en lidt underlig fornemmelse at sige farvel til et arbejde, man har været tilknyttet i 5 år. Uden at have et andet arbejde. For er det ikke det, vi måler os selv på? Arbejde = identitet? Er det ikke næsten det første, vi spørger et fremmed menneske om - hvad de arbejder med? Fritid, familie, tanker, drømme, interesser etc. kommer meget længere nede på konversationslisten, selvom det jo er mindst lige så vigtigt for, hvem man er. Nå, jeg har bestemt mig for ikke at stresse over det - tænker selvfølgelig, drømmer og funderer, men tror på at det nok skal løse sig. Og jeg har jo stadig mange måneders barsel tilbage.