Viser opslag med etiketten den kreative pakkekalender. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten den kreative pakkekalender. Vis alle opslag

torsdag den 1. december 2011

D'sørme, d'sandt, december!

Så er det både blevet pakkekalender- og drillenissetid!!!

Jeg har været så heldig at være blandt de første til at åbne min pakkekalendergave.... Nu har den også ligget og blinket til mig i en lille uges tid, så spændingen var stor!

I gaven fra Mette lå den fineste stjernekuffert fyldt med store, hvide, flettede stjerner med hver sin pink snor. De er bare så flotte og passer perfekt til mine store vinduer!

Tusind, tusind tak for den fine gave, Mette! Og et lige så stort tak til Karina for at have arrangeret pakkekalenderen!




I går aftes flyttede drillenissen ind hos os. Indtil videre har han opført sig pænt - stillet sine små træsko pænt på trappen under loftslugen og hængt sin kurv og hat på en lille knage ovenover. Hans reb hænger stadig ud af lugen, så han hurtigt kan komme ned og snuppe pebernødder eller lægge gaver.

Og pebernødder, dem elsker han! Han fandt med det samme dem, jeg lige nåede at købe på vej hjem fra arbejde i går, og havde efterladt et spor hele vejen fra køkkenet op ad trappen og til loftslugen. Men høflig som han - indtil videre (!) - er, havde han lagt hver sin pakke til banditterne som tak. Og ihh, hvor var det bare spændende, syntes de - det første Kalle spurgte om, da han slog øjne op var "Mon nissen er flyttet ind?" efterfulgt af "Pappa, hvorfor er nisser bange for mennesker?".

Nu skal nissen i gang med at udtænke nye løjer - og jeg skal vist have noget mere kaffe (og måske en enkelt pebernød, hvis der er flere tilbage efter nissens besøg :-))

Rigtig god 1. december til dig!